Papegøjer i varmeskab (uddrag)

Onsdag

Udover at være sexet og kosmopolit var Paula også viljestærk og veltalende, og det viste sig, at hun også skulle hjem i uge 32. Det selvkørende og selvfølgelige fortsatte altså. Det havde jeg ikke noget imod, hverken det ene eller det andet. Havde bare ikke planer i den retning. Havde nok forestillet mig en form for dramatisk exit on the spot. Men vi tog altså hjem sammen og havde sex i alle rum for at fejre det.

Paula var ikke så meget i sin egen lejlighed, nu jeg tænker over det. I stedet gik hun rastløs rundt i min, indtil der kom flere ting. Eller færre. Den første aften fjernede hun shampooer og satte post its på køleskabet. Kan huske, at hun ledte efter en kaffemaskine, og at jeg ikke ville sige, at jeg ikke havde nogen, fordi min Elektra Micro Casa stadig var i restordre på fjerde måned. Tænkte vel hver ting til sin tid eller noget. Kan ikke huske det. Købte en mellemklasse dagen efter og lod som om, jeg lige havde fundet den. Dobbelt tåbeligt.

Hun flyttede ind rimeligt hurtigt. Måske var hun flyttet ind allerede dér. Jeg kan huske, at jeg undrede mig lidt. Over så let det gik. Det var underligt, men godt nok. På en måde gav det meget god mening. Folk så efter os på gaden. Det var også rart ikke længere at skulle spise af en dåse over vasken søndag nat efter Geneve og Paris. Sexen var også god.

To ting skete meget hurtigt. For det første var jeg pludselig meget hjemme, og min lejlighed ændrede sig. De to ting hang sammen. Der kom for eksempel puder, som skulle ligge på gulvet. Ikke særligt originalt. Og billeder af andalusiske helligsteder over sofaen. Jeg skulle også forholde mig til, at det var godt at købe regelmæssigt ind hos indvandrere. Så det gjorde vi. Fint nok for en periode. Og så var der jo sexen. Vi havde sex flere gange om dagen, og det gik på alle måder godt med det.

Det er muligt, at der er nogle ting, jeg har glemt.

Paula havde det meget med at fortælle om ting, hun vidste noget om. Det var for det meste ting, jeg syntes, det var fint, at hun vidste noget om, men som jeg ikke havde behov for at vide noget særligt om selv. Det i sig selv var ikke godt, og det sørgede hun så også jævnligt for at minde mig om. Hun vidste eksempelvis meget tidligt i vores forhold, at vi havde problemer. Der var for eksempel det med min såkaldte tilstedeværelse. Det er en term, kvinder bruger, når de ønsker at føre en monolog med sig selv. Det at tale om at være til stede og endda at være til stede på flere niveauer giver kun mening i et rent kvindeligt tankesæt.

Min søster formulerede en ligning omkring Tilstedeværelsen, engang vi var hjemme og spise hos de gamle. Om at det drejede sig om at lytte, når andre taler, og tale, så andre lytter. Ekstremt banalt. Håndkøbsfilosofisk. Jeg tror faktisk heller ikke, at jeg sagde noget, syntes, den skulle stå alene. Hvad pointen var, kan jeg ikke huske nu.

Jeg ved bare, at jeg fik arbejdet mindre og mindre derhjemme. Det tager tid at vurdere det skrevne ord, men jeg lyttede faktisk, når hun talte. Hver eneste fucking aften.

Paula var der altid, hendes krop og ting var overalt, mens mit arbejdsbord blev til et spisebord. Og med al den krop og spisebord kunne jeg ikke overskue ordene. Hverken de litterære eller hendes. Paula brugte ord hele tiden, og vores ord var ikke de samme. Hun talte, mens jeg mest læste og skrev. Man kan sige, at det gav en forskel i syntaksen. Når det stod på, ville hun have, at jeg skulle tale med, uden at jeg af den grund bad hende om at læse og skrive. Jeg forsøgte at læse og tale samtidig, men så kaldte hun min læsning for insulær. At jeg var umulig at bo sammen med og den slags. En aften råbte jeg så, at kinesisk var vigtigere end spansk.

Det var cirka der, jeg begyndte at løbetræne seriøst.

Ting begyndte at trække ud. Alle film og nyheder blev diskuteret. Det blev til evigheder af frugtesløse diskussioner om udland og indland.

Efter nogle måneder kom der et nyt ord mellem os, transparens. Det var mig den transparente. Det kunne have været meget godt, bortset fra, at det var det ikke. Af og til prøvede jeg at dechifrere hendes talestrøm for at få fat i, hvad det var, hun i virkeligheden sagde, og hvad det var, hun ville have mig til at sige. Fik som regel at vide, at jeg var ukoncentreret, når jeg faktisk var allermest fokuseret.

Hun spurgte mig et par gange, om jeg syntes, at det var hende, der var noget i vejen med. Hvad fanden skal man sige til den slags. Ja, det er sgu dig. Mathilde var tit hjemme hos os, jeg tænkte, at det var godt at brede det lidt ud. Min søster taler stadig Paulas sprog og advokerer for hendes spøgelse. Kan egentlig huske mere og mere.

Ved det, der skulle blive vores sidste skænderi, var vi begge trætte og oppe at køre over endnu en diskussion over noget, der drejede sig om noget andet, og jeg endte med at overøse hende med vulgariteter for at undgå, at det skulle trække ud. Selvom jeg vidste, hun ville hade mig bagefter. Da hun stod dér og tudede og rasede over sin taske i soveværelset, glædede jeg mig bare til, at hun var gået, så jeg kunne savne hende i fred.  

Så Paula flyttede igen.

Ingen af os ringede til den anden. Jeg så hende en enkelt gang et lille halvt års tid efter bruddet. Det var på en bogmesse i Forum sidst i november.

Sådan var det vist.

Et halvt år siger ikke noget i sig selv om, hvordan folk så har det. Men jeg havde da været en del i Nansensgade og Ravnsborggade med HR på  Bibendum og Kind of Blue mindst et par gange om ugen. Jeg tænkte, at Paula ville være erstattelig, og at det endda ville tænde mig at forestille mig hende blive kneppet af en anden.

Da jeg så hende i Forum, var min første tanke, at hun ikke var forsvundet. At hun rent faktisk eksisterede dér i samme by som mig og nu stod foran mig, og at hun derfor også havde været der hele tiden. At alting i virkeligheden havde noget med hende at gøre. Gik ikke ind i det, hun lignede sig selv, og jeg prøvede at afkode, hvad der lå i dét. At hun lignede sig selv. Og hvem hun havde kneppet af mændene i nærheden. Det var ikke til at sige, hvem det skulle være. Vi stod på et gangareal mellem Hans Reitzel og People’s Press; der var Anna Gavalda i dansk oversættelse og Kenneth Bøgh Andersen live på et podium senere samme dag.

Paula kendte godt til spillereglerne mellem exer, hun begyndte at tale helt normalt. Hun spurgte til mine udgivelsesplaner. Det kom lidt bag på mig, at hun kunne trække det frem sådan ud af ingenting. Det var ikke noget, vi havde talt specielt meget om, jeg skrev mest ude i køkkenet om aftenen, og det var kun i starten, dengang jeg stadig troede på projektet. Hun talte om inspiration, kan jeg huske. Jeg sagde ikke noget, samtalen var vist gået i stå.

Hendes duft virkede provokerende på mig. Det var dér, det gik op for mig, at jeg aldrig ville få adgang igen. Hun havde en lang lysegrå bluse på, der var latterligt stor, men jeg havde ikke svært ved at forestille mig hende nøgen af den grund. Et gult bælte under hendes bryster skreg til mig, at her havde jeg haft mine hænder, men at det nu var slut med dét. Men det lå ligesom i hendes måde at stå på, at stedet stadig fandtes, og at der var frit slag om det for alle bogmessedeltagere på nær mig. Og at min stemme ikke længere gjaldt.  

Hun lignede en, der lige havde haft sex. Overskudsagtig, tilbagelænet. Det kunne have været samme morgen måske. Det virkede et eller andet sted meget sandsynligt. Det fik mig til at tænke på, om Paula måske i virkeligheden var sådan en, der kunne gå og have morgensex i sit liv sådan helt generelt. Med hvem som helst altså. Med andre ord, alle andre end mig. Det stod jeg og forestillede mig der midt i Forum: Paula have sex med mænd med kæmpe pikke, mænd, der stødte dem op i hende, okay, måske ikke mænd men måske snarere én mand, en bestemt mand, der havde fået lov, måske pga. netop hans pik, måske fordi han kunne noget, måske fordi han kunne tale om tingene, de her ting, som jeg ikke kan huske nu, men som gjorde, at hun indvilligede i at ligge halvvejs uden for madrassen med hovedet tilbageoverbøjet for at give ham det hele med. Det kunne også være, at han ville rejse sig op, og hun ville sætte sig på hug og slikke hans pik og kigge op, mens han talte. Måske skulle hun sidde sådan om aftenen, måske var hun i virkeligheden mere til aftensex, når alt kom til alt.  

Jeg husker kombinationen Forum-Paula som ti minutters helvede.

Funktionen mand ophørte med at eksistere. Og det fik mig til at hade hende. Hun var hård og klar som mig. Men mest af alt hadede jeg mig selv for bare at stå dér og sluge hendes du-og-jeg-semantik uden at lukke munden på hende.

Jeg er alene her til aften og har valget mellem formatet blank 10x15 og en Facebook-profil med et par røde sko som profilfoto. Men minder har det med at blive økologiske, rene, uspolerede, og muligheden +Add as Friend ligger heller ikke lige for, så jeg gør sikkert for meget ud af det her.