onsdag den 1. december 2010

Farvel far

Kære Peter.


Du har været min far, mens jeg var lille, mellem og stor.


Da jeg var lille, talte du om, hvor stort alting var.

Da jeg var lille, og vi skulle ind og se E.T. i Palads, viste du mig Kgs. Nytorv, Hôtel d'Angleterre og Café Victor, hvor du fortalte mig om den danske enevælde, Dan Turéll og Café Sommerskos historie.

Da jeg var lille og havde lyst til is eller lasagne, bestilte du gourmet på Restaurant Elg og klagede over kødet på Peder Oxe.

Da jeg blev mellemstor og fortalte dig om mine venner, veninder og kærester, sagde du, at jeg havde fundet min indre diamant.

Da jeg begyndte at læse Alex Haleys Rødder og Jean Auels Hulebjørnens Klan, fortalte du mig om den græske metafysik og om kronikkerne i Information og Weekendavisen.

Når jeg ville besøge dig, inviterede du mig på andesteg og rødkål i Store Kongens Gade, mens du fortalte mig om dit arbejde med at afkode og fortolke verden i dit laboratorium, det sted, jeg kaldte dit hjem.

Du sagde: "Ja, selv Beethoven boede i en natpotte".

Da jeg afsluttede mit studie og begyndte at arbejde og udgive bøger og altså var blevet stor, kaldte du mig i et brev fars pige og inviterede mig i Glyptoteket.

Jeg var blevet stor, og nu kunne vi diskutere, vidste du.

Og når vi af og til diskuterede politik og islam, og jeg fortalte om Dansk Flygtningehjælp og mit syn på danskheden og globaliseringen, ja, så talte du om den socialdemokratiske andegård - det var i 90'erne! - og den politiske burhønsementalitet go det kafkaske sygehusvæsen.

Som du sagde: "Selv Kafka havde det heller ikke for morsomt".


Kære far.

Du gav mig livet, hele København og et sprog og øjne til at tale og se med. Tak for alt.

Hvil i fred.


(Peter Holsts begravelse i Brønshøj Kirke onsdag den 1. december 2010)

Ingen kommentarer: