I venteposition i juli på Bispebjerg Hospital. Rusten skraldespand hilser velkommen i brysthøjde. Indgangsportalens fortabte A4 indbyder til semidansk gættekonkurrence. Smileyordning kategoriserer helbred og gør os blå. Øjne på standby. Entré. Her er død limonade i plastikspande på rullebord. Aqua d'Or-automaten og den medbragte Politiken stiller løfter om et udenfor. Automaten leverer en offensiv discountappelsinvand. Tag os væk. Vi går udenfor. Vi søger en bænk. Vi er i Gøgeredden. Her er alt plæne uden funktion.
En time går. Din arm smerter i os begge. Vi lægger os på plænen. En myrefamilie brokker sig. Du har smerter. Vi går ind igen. Tiden er flydende og personlig. Ingen kender noget til den.
Kontakt. Forløb indledes sporadisk, funktionelt, repetorisk. Bispebjerg er et hav af tavse øer. Vi søger minimal bekvemmelighed men tages af stole uden matblåt plastiksæde. Det er muligt at kigge på tomme bivametaliske bogreoler og en enlig selvkørende resistent sukkulent. Mit blik søger energi. Efter 7 timer dyrker jeg yoga foran dig for at mærke os. I dagligstuens mørke savles og stirres der på mig fra hjørnerne. Olympisk Barcelona i TV forbinder os med dit Polen og en rejse væk. Bispebjerg Hospital tager sine patienter. Seriøst. Useriøst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar